Tilbud

Bogen om Kinorevuen

DKK 195,00

Bogen om Kinorevuens historie
80 år med levende billeder

Støt udgivelsen af det store jubilæumsværk – køb bogen nu, og få den leveret, når den udkommer.
Vi siger tak for støtten med nedsat pris til alle, som bestiller før udgivelsesdatoen.

Tilgængelig på restordre

Varenummer (SKU): 6205 Kategori:

Beskrivelse

Bogen om Kinorevuens historie!

Køb bogen nu – få den leveret, når den udkommer.

Forfatter Henrik Bugge sidder allerede med næsen i tastaturet. Forude venter et pragtværk på 144 sider i hardcover med alle de gode historier fra Kinorevuens 80 år som biografen i skoven. 
Hele herligheden illustreret med en righoldig samling af fotos.
Men, naturligvis er der er men, det er dyrt at producere en  bog, og processen afhænger af, at vi ved, at der økonomi til at gøre projektet færdigt.

Du kan støtte den gode sag ved at købe bogen allerede nu. Leveringsdatoen er endnu ikke fastsat, men hvis du bestiller nu, vil du være blandt de første, der modtager den færdige bog.

Vi har fastsat 1. september 2022 som skæringsdato. 

Skulle det ikke lykkes at nå det nødvendige antal forudbestillinger inden denne dato, bliver vi nødt til at lægge projektet på hylden, og din indbetaling bliver tilbageført til din konto.

Forudbestillingen er altså uden risiko for dig. Så støt den gode sag. Bestil din bog (eller bøger) nu!


Forfatter Henrik Bugges beskrivelse af projektet:

Kinorevuen gennem 80 år

Bog og podcast
I november 2022 kan Kinorevuen fejre i sit 80-års jubilæum, som en af stationsbyen Skørpings markante kulturaktører. Som så mange andre småbyer måtte også Skørping i filmens barndom tage til takke med de omrejsende biografteatre, der viste film på bl.a. Skørping Kro og Hotel Rebild Park. Under den tyske besættelse af Danmark fik den stadigt voksende stationsby sin egen biograf i 1942.

Som andre biografer i Danmark oplevede Kinorevuen sin storhedstid i slutningen af 40´erne og op igennem 50´erne, hvor folk overalt i landet strømmede i biografen. Fjernsynet havde endnu ikke gjort sit indtog i de danske hjem. I den periode blev der årligt solgt 40-50 millioner biografbilletter i Danmark. Det tal ligger i dag på ca. 14 millioner.

”Man køber sgu’ da ikke en biograf”
Det billede ændrede fjernsynet fra slutningen af 1950’erne, hvor Danmarks Radio begyndte at sende TV dagligt. Tilbagegangen for biograferne fortsatte fra slutningen af 60´erne og op igennem 70´erne, hvor mange af de mindre biografer måtte lukke på grund af svigtende billetsalg. Biografdøden spredte sig også til Arden og Støvring, men ikke til Skørping, hvor Kinorevuen fik tilført nye idealistiske kræfter gennem Bente og Ole Østergaard. De fleste så dog undrende til, for ”man køber sgu’ da ikke en biograf” i håbet om at skulle leve af det.

Nogen god forretning var det da heller ikke, men ægteparret Østergaard forstod at udvikle stedet til mere end blot en almindelig biograf. De kunne se mulighederne for at skabe en helt unik kulturinstitution gennem inddragelse af frivillige og byens foreningsliv. Det er dette fundament, som foreningen Kinorevuen har bygget videre på lige siden. Et par ildsjæle og en hel by, der bakkede op og engagerede sig, er forklaringen på, at Kinorevuen ikke led den samme skæbne, som man andre biografer rundt om i landets småbyer. Med nytænkning og initiativ har folkene bag Kinorevuen forstået at udvikle biografen og sikre dens fremtid gennem nye tiltag. Det har fået andre mindre biografer til at kigge mod Skørping for at hente inspiration.

Bogprojekt
I bogen om Kinorevuen vil vi ikke alene fortælle historien om stationsbybiografen gennem 80 år, vi vil også i høj grad sætte fokus på, hvordan det med initiativ og hårdt slid er lykkedes at skabe et kulturelt fyrtårn i en mindre by – og det til glæde og inspiration for andre byer og foreninger i en lignende situation. Bogen vil bygge på interview med de mennesker, som har spillet en afgørende og markant rolle på denne rejse. Det handler på alle måder om den gode historie, og her skal byens og egnens borgere engageres. For at grave så dybt i Kinorevuens fortid som overhovedet muligt er der igangsat et større opsporingsarbejde for at finde de borgere, der kan bidrage til fortællingen om stationsbyens biograf. Idéen er desuden at alle interview optages digitalt, som historiske bidrag og statements. De skal efterfølgende redigeres og gøres tilgængelige som lydbøger/podcasts, der kan downloades/afspilles på diverse platforme.

Bogens interviews laves af Henrik Bugge Mortensen, der ligeledes står for udarbejdelse af tekst og manuskript. Henrik har skrevet mere end 30 bøger, og har ligeledes stor erfaring med produktion af både radio, TV og film.

Yderligere information

Størrelse 220 × 230 cm